Frederikssund IK - Hørsholm-Usserød: 1-0
Trods et vindblæst Frederikssund stadion, vådt underlag og efterårets komme, så var der pænt besøgt på tilskuerpladserne til dagens kamp mod Hørsholm-Usserød.
Det var da også en utrolig vigtig kamp, da et nederlag ville fastholde FIK under den streg, som deler tabellen - og som afgør om man spiller om oprykning eller nedrykning efter grundspillet er færdigspillet.
Grundspillet er en enkelt kamp fra at være halvfærdigt - og man aner en række, hvor seks holde skal kæmpe om de fem pladser i toppen.
Thomas 'TNT' Thomsen, FIKs nye midlertidige træner, fik sig en god debut på hjemmebane, da en solid indsats med fokus på sikker boldomgang og god organisation blev kronet med en fortjent sejr på 1-0 efter et tidligt mål i 2. halvleg.
Kampen var ellers ikke mange minutter gammel, da FIK sendte bolden i nettet, men linjevogteren flagede for offside. En urolig og ikke super velspillet 1. halvleg sluttede uden mål, selvom der havde været et par pæne tilbud hver vej. De største dog til hjemmeholdet, men bolden blev først sendt i mål efter holdene havde holdt en velfortjent pause. Hverken blæsevejret eller den bløde og nyslåede bane gjorde betingelserne for god fodbold særligt gode.
Og som så ofte før, når Frederikssund IK spiller på hjemmebane, så var det Deniz Ates, der skulle blive spilleren med det afgørende touch, da han blot tre minutter inde i 2. halvleg fik bugseret bolden over stregen til det, der skulle vise sig at blive kampens eneste scoring.
Lettelsen var stor blandt både spillere, trænere og publikum, da kampen blev fløjtet af - for resultaterne i rækken flaskede sig således, at FIK nu befinder sig på 4.pladsen med 13 point for 8 kampe.
Ringsted IF og LSF er stukket lidt i toppen - og B1908 og Næstved IF har isoleret sig i bunden, men derimellem befinder sig seks hold inden for fem point fra 3.-8 pladsen.
Karlslunde IF startede ellers sæsonen godt, men er nu nede på den sure 6.plads efter deres tredje nederlag på stribe.
Med andre ord kan en stime med et par sejre eller tre i træk eller blot en periode som ubesejret hurtigt rykke holdene fra den ene ende af tabellen til den anden.
Nu mangler FIK kun at møde bundholdet B1908 for at have spillet halvdelen af grundspillet og have mødt alle hold.
B1908 har i deres otte kampe indtil kun hentet et enkelt point, så med en solid indsats om en uge, så spiller FIK sig endnu nærmere topholdene og konsoliderer deres top-5 placering.
Næste hjemmekamp for Frederikssund IK på Kalvøen er lørdag d. 12. oktober kl. 13.00, hvor LSF - rækkens nuværende nr. 2 - kigger forbi.