Der var næsten fuldt hus på Stenløse stadion, da Sjællandsseriens pulje 1 skulle afgøres lørdag eftermiddag. 350 tilskuere kunne se en intens begyndelse med flere grimme ‘sammenstød’ mellem spillerne fra de to toptændte hold.
Ingen af holdene fik et tidligt overtag – men efter 12 minutter fik Christian Helev headet bolden i Stenløses mål. Desværre for gæsterne blev målet annulleret for offside – og derfor forblev stillingen 0-0.
Det forblev også målløst et par minutter senere, da Lukas Christoffersen blev spillet alene igennem, men Stenløses målmand fik fat i bolden, da Lukas forsøgte at afdrible ham.

Halvvejs gennem halvlegen kom målet omsider! Stephan Traore fik udplaceret målmanden efter et par bolde på tværs af hjemmeholdets straffesparksfelt. 1-0 til FIK.

Og Stenløse nåede slet ikke at reagere på målet, førend FIK kom foran 2-0. Fem minutter senere blev en dødbold lagt bagerst i feltet og herfra headet tilbage foran mål af Mikkel Eliassen, hvor Christian Helev kom over alle og via overliggeren gjorde det til 2-0, som også var stillingen ved pausen.

2. halvleg kontrollerede FIK fornuftigt, og fik stort set holdt Stenløse fra fadet via især en dygtig defensiv på Stenløses mange dødbolde.
Et par advarsler fordelt på begge hold var halvlegens højdepunkter indtil tolv minutter før tid, hvor Christian Helev elegant gled igennem i en kontra, snød et par forsvarsspillere og assisteret Oliver Juul Hansen, som let kunne sende bolden i et tomt mål efter Helevs flotte forarbejde – 3-0 til FIK.
Gæsternes mange medbragte tilskuere var tydeligvis tilfredse med holdets præstation og kvitterede i flere omgange med ‘Olé’-råb, når pasningerne gled henover banen mellem de boldsikre FIK-spillere.
Kampen var i den grad afgjort, men FIK ville have mere. Og netop da uret rundede 90 blev indskiftede Oliver Juul dobbelt målscorer. 4-0-målet var et ægte kontraløb igennem venstresiden, da en anden indskifter – Philip Simonsen – fik sendt Oliver Juul afsted til sikker scoring.
Endda i en situation, hvor FIK var i undertal, da Frederik Sommer kort forinden havde fået gult kort.

Jublen ville ingen ende tage, da dommeren sluttede opgøret. FIK-tilskuerne hujede og spillerne og trænerstaben krammede. Træner Martin S. Hilstrup var naturligvis også lettet og kan stolt og tilfreds se tilbage på en fornem og stabil sæson, hvor holdet har set stærkt ud, men alligevel har udviklet sig til et solidt kollektiv med både god organisation og mange kreative kræfter, som har leveret underholdende og spændende fodbold. Der har selvfølgelig været lidt bump på vejen, men holdets karaktér har sikret, at der aldrig er gået mere end to kampe imellem sejre.

Stenløse BK var naturligt skuffede, men forskellen på dagen sikrede FIK en fortjent sejr – og revanche for sæsonens første kamp mellem de to hold, hvor Stenløse besejrede FIK.
Sejren sikrer Frederikssund IK oprykning til Danmarksserien i næste sæson.
Dog mangler holdet en sidste opgave før sommerferien: hjemmekampen mod Brøndby på lørdag d. 8. juni kl. 15.30 på Frederikssund stadion.