FIK udbygger føring trods 0-0

Frederikssund IK spillede lørdag eftermiddag hjemme mod Farum BK, som frister en tilværelse midt i rækken. Det gode vejr havde lokket mange tilskuere til påskebold på Kalvøen, men desværre blev kampen en lidt frustrerende af slagsen, da et solidt spilovertag og flere gode chancer beklageligvis ikke udmøntede sig i tre point til hjemmeholdet.
Efter sidste uges 3-0-sejr i Virum kunne FIK derimod glæde sig over at holde buret rent for anden gang i træk – det er nemlig ikke sket før i sæsonen, og der er derfor stor tro på organisationen og den defensive struktur før næste uges kamp mod Fredensborg BI, der er forårets hidtil bedste hold i Sjællandsseriens pulje 1. Fredensborgs imponerende forår blev understreget i denne weekend, da man vandt med 3-2 mod rækkens nr. to fra Stenløse.
At der er styr på den defensive struktur kan også aflæses ved, at det kun er sket én gang siden starten af september, at FIK har lukket mere end ét mål ind i samme kamp i Sjællandsserien.
Med Fredensborg BI’s sejr og det uafgjorte resultat for FIK, så er forspringet fra FIK på førstepladsen nu på seks point ned til forfølgerne fra Stenløse BK.
Til gengæld er det enormt tæt om andenpladsen, da både Liria FK og Albertslund IF nærmer sig Stenløse nedefra.
Alt dette kan Frederikssund være ligeglade med, hvis de kan fortsætte den gode stime på hjemmebane, som førnævnte Fredensborg BI altså gæster førstkommende lørdag.
Kun én gang i sæsonen har FIK tabt på Kalvøen, så moralen og humøret må være i top med syv kampe tilbage af sæsonen.
Til gengæld er de fire kampe, der venter nu mod rækkens øjeblikkelige nr.3, 4, 5 og nr. 6.
Så der er brug for al den opbakning, der kan skrabes sammen til kampen mod Fredensborg BI, der spilles på Frederikssund Stadion på lørdag d. 27. april kl. 13.00.

Af |2019-04-21T12:09:47+02:0021. april 2019|Nyheder|0 kommentarer

Skriv en kommentarer