Stenløse stoppede FIKs gode stime

Lørdag eftermiddag var der vaskeægte top- og lokalbrag på Kalvøen.
Frederikssund IKs førerhold i Sjællandsseriens pulje 1 bød Stenløse BK velkommen i holdet sidste hjemmekamp i 2018, og begge hold mødte til kampen med selvtilliden i orden.
Hjemmeholdet havde således vundet 7 og spillet 2 kampe uafgjort i sæsonen, mens gæsterne efter en svingende sæsonstart havde vundet 5 af deres seneste 6 kampe.

Hjemmeholdet startede godt og dominerede første halvleg, og Stenløse var sjældne gæster omkring hjemmeholdets felt. Alligevel var det gæsternes Thomas Wagner, der efter et kvarters spil kunne bringe Stenløse i front.
Det blev hjemmeholdets pres ikke mindre af, og det blev til flere gode muligheder, men ind ville bolden ikke. Selv ikke holdets topscorer Christian Helev kunne få bolden i kassen, så man anede, at det ville blive svært at lave endnu et fornemt comeback.
Det har jo ellers været holdets varemærke at vende truende nederlag til sejre i denne sæson, hvor de i seks af de hidtidige ni kampe er kommet bagud fra start og det var da også 1-0 til Stenløse ved pausen, hvilket på ingen måde var retvisende for kampen.

Desværre kom Stenløse bedre ud i anden halvleg og det pres, som FIK havde domineret med i første halvleg, fik de aldrig rigtig etableret lige så godt i anden. Kampen var mere lige, og Stenløse spillede med stor sikkerhed. Halvvejs i anden halvleg blev kampen afgjort, da Mads Kaalund på oplæg fra Kristian Østerdal bragte Stenløse på 2-0.
Der kom aldrig flere mål, og FIK må ærgre sig over ikke at udnytte en ellers flot første halvleg, for Stenløse fremstod mod slutningen af kampen som det stærkeste af de to hold.

På trods af nederlaget – det første i 11 kampe – er Frederikssund stadig nr. 1. Afstanden til netop Stenløse BK på 2. pladsen er tre points, og så er der yderligere tre points til Liria FK på 3. pladsen.

Nu mangler FIK blot at spille mod Brøndby, før holdene går på “juleferie” i Sjællandsserien.
Det sker på torsdag d. 25. oktober kl. 18.30, hvor rækkens nr. 4 tager imod i Brøndby.
Samtidig spiller Stenløse BK hjemme imod Helsinge Fodbold, der efter en flot sæsonstart har tabt de seneste fire kampe.
Frederikssunds næste hjemmekamp er mod Snekkersten IF d. 6. april 2019.
I 2018 bød 11 hjemmekampe således samlet på 6 sejre, 3 uafgjorte og 2 nederlag.
Begge nederlag på hjemmebane er kommet i holdets sidste kampe hjemme før hhv. sommer- og vinterferie. Hvis FIK gør sig selv den tjeneste at vente med tabe i foråret 2019 til den sidste hjemmekamp, så er der god chance for, at de er helt med i oprykningsstriden til sidst.

Af |2018-10-21T11:34:27+00:0021. oktober 2018|Nyheder|0 kommentarer

Skriv en kommentarer