Tirsdag aften spillede Frederikssund på udebane hos Snekkersten IF. Det var en omkamp, efter at den oprindelige kamp måtte afbrydes pga. vejret tidligere på sæsonen.

I det første afbrudte opgør var stillingen 1-0 til Snekkersten, og ved den lejlighed kunne situationen have været helt anderledes for FIK, hvis det var blevet til et nederlag. Siden da har Martin Hilstrups tropper taget 7 af 9 mulige points og bevæget sig opad i tabellen. Holdet var faktisk kun overgået af Helsinge Fodbold inden dagens opgør – og selvom Helsinge fortsat har førstepladsen, så er holdene lige på points.

Men som i alle andre kampe i denne sæson – altså for femte gang på stribe – så var det modstanderen, der først fandt netmaskerne. Halvvejs gennem første halvleg var Alexander Svinggaard på pletten, og 1-0 var stillingen ved pausen.
Gudskelov skulle FIK igen vise stor moral og være stærk mod afslutningen. For anden kamp på stribe var Mikkel Eliassen nemlig sikkerheden selv, da FIK fik tilkendt straffe efter 66 minutter.
Og såmænd om ikke Christian Helev cirka 10 minutter før tid kunne afgøre kampen til gæsternes fordel. Prædikatet ‘Comeback Kings’ er efterhånden fortjent.

Det bliver spændende om Helsinge Fodbold også scorer først på lørdag, når de gæster Kalvøen kl. 13.00 i Sjællandsseriens Pulje 1. Skulle det ske, så skal man altså ikke fortvivle – for ganske vist er FIK ikke startet kampene alt for godt på det seneste, men de har scoret minimum to mål i samtlige kampe indtil nu i sæsonen.
Der er således tale om et vaskeægte topopgør. Nr. 2 mod nr. 1. En sejr til Frederikssund vil for alvor sætte gang i optimismen, da afstanden til de øvrige hold i rækken formentlig allerede kan være betragtelig i næste uge, hvis FIK leverer endnu et comeback – eller bare en helt stille og rolig 2-0 sejr…