FIK vinder udsat kamp trods rødt kort – og indtager nu 3. pladsen

Tirsdag aften gæstede FIK påny Farum til en vigtig kamp om points i toppen af Sjællandsseriens Pulje 1. Klubberne spillede oprindelig forrige weekend, hvor kampen måtte aflyses pga tordenvejr efter en halv times tid ved stillingen 1-0 til hjemmeholdet.
Da kampen blev afbrudt før halvleg, skulle de to hold ud i en helt ny kamp, og efter Frederikssund i weekenden vandt 2-0 over Liria var aftenens kamp en direkte kamp om 3. pladsen i rækken.

Og tirsdag aften var Frederikssund i hopla i Farum. Efter at have tabt sæsonens første kamp mod Farum på hjemmebane med 2-5 havde Martin S. Hilstrup betegnet holdet som det bedste FIK havde mødt på daværende tidspunkt.
Her til aften var det FIK, der performede med bravour og som slutteligt kunne tage hjem med en sejr på
3-1.
FIK startede godt og satte sig solidt på spillet, og det blev da også til flere gode muligheder i kampens indledning.
Kampen ændrede dog karakter da Mohammad Mohammad fik rødt kort efter en halv time.
Han spillede en 1-2-kombination med Shahab Khoshival, som sendte Shahab flot i dybden, hvor han elegant lobbede bolden over keeperen. Men linjevogteren mente modsat de fleste på stadion, at Shahab var i offside-position. Mohammad Mohammad var så uenig, at han lod sin frustration komme ud så højlydt, at dommeren takserede det til et direkte rødt kort til FIK.
Men FIK kom trods kun 10 mand alligevel foran 1-0 ved Martin B Hansen på et straffespark efter at en Farumspiller havde hånd på bolden i feltet.
Men glæden varede kort: få minutter senere fik Farum udlignet til 1-1 via et flot opspil.
Inden pausen var Mikkel Eliassen tæt på at give FIK en ny føring efter et langt indkast fra Nicklas Lohals.

Det var måske tegn på, hvad der ventede i 2. halvleg, og i pausen bad træner Martin S. Hilstrup sit hold om at vise mandsmod og stå sammen trods undertal, samt sætte alt ind på de standard-situationer, der ville komme.
Men faktisk fik Hilstrup meget mere!
FIK-spillerne kæmpede side om side og kompenserede i den grad for den manglende medspiller.
Helt fortjent kom de også foran 2-1 ved Pelle Sørensen, som selv erobrede bolden, og efter flot sammenspil med Emil Sørensen, kunne Pelle vippe bolden i kassen til 2-1. Kort efter blev det endda også 3-1 til FIK, da Pelle Sørensen erobrede endnu en bold fra Farum-forsvaret. Han drev i vanlig stil mod målet og frispillede til sidst Christoffer Klugh Henriksen, der nemt kunne sende bolden ind i det tomme mål.
Begge hold havde i slutfasen muligheder, men FIK-målmand Lasse Bai tog godt fra, sammen med et hårdt kæmpende forsvar.
Alt i alt en fremragende holdindsats, som lover godt for de to resterende kampe og FIKs jagt på 3. pladsen.

Sejren betyder nemlig at Frederikssund nu indtager 3. pladsen i rækken med to kampe tilbage.
To sejre i de sidste to kampe mod Tuse og Lundtofte betyder faktisk, at FIK også vil slutte på rækkens 3. plads. Bliver det tilfældet vil FIK være det hold i rækken, der har forbedret sig mest i foråret.

FIK spiller i den kommende weekend ude mod Tuse IF, og slutter sæsonen hjemme mod Lundtofte lørdag d. 9. juni kl. 15.30.

Af |2018-05-29T23:55:25+00:0029. maj 2018|Nyheder|0 kommentarer

Skriv en kommentarer