FIK tager imod RB 1906

“Vi skal helst buldre lidt tilbage – og vise, at sidste kamp var en enlig svale”.
Sådan betegner træner for FIK, Martin S. Hilstrup, lørdagens kamp mod RB 1906 – og henviser til FIKs seneste kamp, som blev tabt 0-3 på udebane mod Herstedøster IC.

Kampen var ikke et udtryk for, at FIK blev spillet ned, men derimod var de ineffektive og tillod inden for få minutter på hver side af pausen Herstedøster at score kampens tre mål. FIK selv havde chancer både før målene – og især mod afslutningen af kampen var det frustrerende, at man ikke kom på tavlen.

Lørdag kl. 13.00 tager FIK så imod RB 1906, der frister en tilværelse i de nedre regioner af Sjællandsseriens Pulje 1 og som FIK slog tidligere på sæsonen med 1-0.
Kalvøen har været en stærk hjemmebane i sæsonen, hvor otte kampe har givet fem sejre, to uafgjorte og blot en enkelt nederlag hidtil.
FIK har ‘kun’ sat point til på hjemmebane mod rækkens tre tophold, Farum, BSF og Allerød, men derimod fået fuldt udbytte i de resterende fem hjemmekampe. Endda med en score på samlet 17-3 i de fem opgør. Eneste forventede ændring hos FIK i forhold til kampen mod Herstedøster er, at Stephan Traore slider med en skade og derfor ikke kommer i kamp, men derimod vender Mohammad Mohammad tilbage til førsteholdstruppen.

Det bliver således noget af en opgave for RB 1906, hvis de skal have noget med sig hjem fra Frederikssund. Men gæsterne har brug for points, da deres forår foreløbig kun har givet to sølle points i seks kampe. Med andre ord er RB 1906 lige nu forårets dårligste hold, bortset fra bundproppen Kalundborg.
Derfor nærmer RB sig med hastige skridt de kedelige pladser i bunden, så nødvendigheden af at levere en god kamp er stor for gæsterne lørdag eftermiddag.

Husk der er gratis adgang lørdag på Frederikssund Stadion. Kampstart er kl. 13.00.

By | 2018-05-10T14:57:32+00:00 10. maj 2018|Nyheder|0 Comments

Leave A Comment